GANER-TOLSØE

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men så lod du dig formilde og kløede mig på maven. Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket. Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig. Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur.

Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave". Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde.

Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.

Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?" De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm Š eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne ­ boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede. Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum.

Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.

Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv ­ et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.

Kilde: Jim Willis 2001

Mit liv varer kun få år. Tænk på det før du adopterer mig

Giv mig tid til at forstå, hvad det er du forlanger af mig

Gør mig tillidsfuld, du er hele mit liv

Vær ikke vred på mig længere tid ad gangen og spær mig ikke inde som straf

Du har dit arbejde, dine fornøjelser, dine venner. Jeg har kun dig

Tal med mig - selv om jeg ikke forstår dine ord, så forstår jeg når din stemme gælder mig

Husk at jeg aldrig glemmer, hvordan du er mod mig

Slå mig ikke-mine tænder kan med lethed knuse din hånd, jeg bruger dog ikke min magt

Tag dig af mig, når jeg bliver gammel eller syg - jeg vil altid være der for dig

Enhver adskillelse fra dig betyder sorg for mig. Alt bliver lettere, fordi jeg har dig.
Jeg elsker dig

Vi skal have lov til at gø når det passer os

Vi skal have vores mad ved bordet og på klokkeslæt

Vi skal altid gå først ud af døren

Vi skal sove i mors og fars seng og have egen dyne

Vi skal have den bedste plads i sofaen

Vi må kræve, at der forefindes kødben og godbidder i hele huset

Der må ikke gøres rent i huset, det ødelægger vores miljø

Paneler, puder og fodtøj skal skiftes med jævne mellemrum, så vi altid har noget frisk at bide i - det er godt for vores tænder

Når det er weekend bestemmer vi alt

Hermed en vejledning til modtagelse af hundehvalp du bør afprøve før du køber hund


Tag et varmt lagen direkte fra tørretumbleren og bind det rundt om dig selv. Det giver samme følelse, som når din hund falder i søvn oven på dig.

Hæld kold æblejuice ud på tæppet forskellige steder og gå derefter barfodet rundt på det i mørke.

Umiddelbart efter du er vågnet, stiller du dig med nattøj på udenfor i regnen og siger "kom
nu. Go' hund, skynd dig så, kom nu, tis en tår, go' hund, skynd dig så, gør det nu"

Leg "grib bolden" med en våd tennisbold.

Dæk dit bedste sæt tøj med hundehår. Til mørkt tøj skal du bruge lyse hundehår, og til lyst tøj skal du bruge mørke hundehår. Put også nogle hår i din første kop te/kaffe hver morgen.

Vælt en kurv med rent vasketøj og spred tøjet ud over det snavsede gulv.

Krads en række huller i benene på dit spisebord med en skruetrækker - de vil under alle omstændigheder blive gnavet i stykker.

Skynd dig ud af din lænestol lige før slutningen på dit ynglingsprogram i TV og løb hen til døren mens du råber: "Nej, nej, gør det udenfor". Gå glip af programmets slutning.

Gå med en sok, hvis tåspids er trævlet op gennem en tur i blænderen.

Smør chokoladebudding ud på tæppet om morgenen og lad være med at forsøge at fjerne det, før du kommer hjem fra arbejde om aftenen.

Løb ud i sneen på bare fødder for at lukke havelågen

Instruk til alle hunde - hvordan man krammer et barn.

Først finder man barnet..................

1.


2.



3.



4.

Hvor er den gode dyreværnslov vi praler af?

Den var der ikke for en uskyldig hest som blev brugt som hævn mod ejeren, for man mente ikke, at hun ville samarbejde i en konkurssag. (Hestens navn vil være Hesten af hensyn til ejeren)

Her er en forkortet historie af, hvad der skete.

Det hele startede med, at hestens ejer blev erklæret konkurs, hun har en hest, der hedder Hesten. Man tog ud for at vurdere Hesten, men han blev vurderet til 0,00 kr., da han var halt og vi fik at vide, at man ikke ville hente ham.

Jeg fik et kæmpe chok, da ejeren af hesten grædende ringede og fortalte, at de havde hentet Hesten, hele min verden sank i grus, jeg havde også mistet en rigtig god ven - har redet/passet ham i gennem 2 år. Gode råd var dyre, en veninde fik mig overbevidst om, at jeg skulle ringe til kuratoren. Jeg ringede kuratoren op og fik fat i dennes sekretær, som kunne fortælle mig, at han allerede var solgt for 2.000,- kr., som han var vurderet til, jeg forstod intet, men fik at vide, at 0,- kr. svarede til 2.000,- kr. Jeg spurgte om hun ville fortælle mig, hvor han var kommet hen, det ville hun ikke, men kunne fortælle, at han var kommet til en, som havde meget forstand på heste og at stedet havde flere heste, man (advokaten) havde besigtiget stedet og godkendt dette. Jeg var totalt knust, men jeg blev ved med at ringe til kuratoren og det gav bonus, jeg fik navn og telefonnr. på manden, der havde købt Hesten.

Jeg greb omgående telefonen og ringede til ham, spurgte om jeg måtte købe Hesten tilbage, han fortalte, at det ville hans små tøser blive kede af (det vidste sig senere, at det var naboens børn). Han fortalte mig også, at han skulle køre Hesten til slagtning, men ikke nænnede det (dette var også løgn, han spillede virkelig på mine følelser), og at han ville sove på det et par dage - på mit tilbud.

Min føromtalte veninde sagde jeg skulle ringe igen og tilbyde 5.000,- kr. Jeg ringede manden op igen og tilbød 5.000,- kr. fik igen sangen om at han var nødt til at tale med sine to tøser, men at han ville ringe igen lidt over kl. 17:00, mit håb steg.
Kl. blev 17:15 og jeg havde stadigvæk ikke hørt noget, jeg ringede manden op igen, han blev rimelig irriteret og sagde, at han nok skulle ringe tilbage - mit håb brast.

Kl. 18:58 ringede han tilbage og sagde at han gerne ville sælge Hesten, men han ville have 6.000,- kr. Jeg sagde ja.
Han forklarede, at han havde fundet en anden pony til tøserne - de havde været ude og prøve den, derfor ringede han først nu (dette viste sig også at være løgn).
Ponyen ville koste 5.000,- kr. og så ville han have 1.000,- kr. for besværet - men understregede, at jeg kun kunne få en regning på 2.000,- kr. Jeg var ligeglad/turde ikke sige imod - var bange for at han så ikke ville sælge Hesten.

Nu gik jagten for at finde de 6.000,- kr. Jeg havde selv halvdelen og ved gode venners hjælp fik jeg fat i resten, veninden fra før ville meget gerne hjælpe mig med at hente Hesten, klokken lidt i 22:00 var vi på stedet.

Manden der havde hentet ham var ikke særlig hestekyndig, han havde ikke spurgt til Hesten da han hentede ham, vidste ikke hvad han spiste og hvordan han ellers fungerede. Man havde sat Hesten på en stor græsfold - dette er selvfølgelig dejligt bortset fra, at Hesten ikke var vænnet til at gå på en døgnfold, jeg kunne heller ikke se nogen steder, hvor Hesten kunne søge ly. De andre heste som skulle være der er af en afstamning jeg ikke kender til - de var totalt usynlige - og Hesten kan bestemt ikke lide at være mutters alene. Manden vidste også at Hesten var halt, alligevel havde han ladet tøserne ride ham.

De fortalte Hesten havde løbet rundt på folden fra 14:30 (jeg havde også kunne høre Hesten vrinske hele tiden, de gange jeg talte med manden) til vi kom, hans dårlige ben havde fået det endnu være, da han også i løbet af de 71/2 time have tabe skoen på netop dette ben (har altid været ømtået når han taber en sko).

Jeg gik ud på folden - Hesten var helt ned i den anden ende - kaldte på ham een gang, Hesten vendte rundt og galoperede alt hvad han kunne, mens han vrinskede, stoppede lige foran mig, skubbede mig med sit hoved (som han plejede at gøre) for at hilse mig velkomme, han kunne ligeså god havde sagt. HVOR ER DET FEDT AT SE DIG, DU HAR VÆRET LÆNGE OM DET, JEG HAR KALDT PÅ DIG I OVER 7 TIMER, LAD OS KOMME HJEM.

Hesten var godt våd af at rende rundt og det var selvom der blæste en kølig vind. Vi fik ham læsset, jeg betalte 6.000,- kr. de 2.000,- kr. fik jeg regning på de sidste 4.000,- var under bordet, MEN DET VAR DET HELE VÆRD.

Da Hesten kom tilbage fik alle de andre heste en stort vrinsk.

Hesten var så udmattet, da han kom hjem - af at løbe rundt i alle de timer på en fremmed græsfold - at han havde svært ved at komme fra trailer til stald og han haltede på alle ben.

Hans ben har det ikke godt og i resten af kroppen virker han stiv, men jeg håber, at med kærlig pleje vil han komme sig igen.

Er det skik i Danmark, at man behandler levende væsner på denne måde, hvis det er sådan, så er jeg flov over at være dansker.

Denne historie endte heldigvis godt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvis de havde kørt ham direkte til slagtning, så havde jeg intet kunne gøre for at redde Hesten og Hesten fortjener at leve, han er en god og kærlige hest.

PS Jeg har lige været nede at se til ham, han virker glad for at være kommet tilbage, men alligevel er han ikke den samme, jeg tror at hans oplevelse har været mere traumatisk for ham end jeg først troede.

Jeanne/2002